Du kan ikke flyve hjem på stive vinger

EAMV
eamv@eamv.dk

Med et arbejdsmarked i konstant udvikling er det afgørende for både virksomheder ogmedarbejdere at investere i efteruddannelse. René Bitsch er Kursus– og efteruddannelseschef på Erhvervsakademi MidtVest og slår til lyd for, at vi skal baske med vingerne og sørge for at fylde i rygsækken gennem hele arbejdslivet.

René Bitsch har erfaring fra alle sider af bordet, når det kommer til efteruddannelse. Han har selv skiftet retning midt i karrieren ved at tage en akademiuddannelse inden for HR, og siden har han gennem mange år haft ansvar for andres uddannelse som HR-chef hos Danlind (senere McBride). I dag står han i spidsen for EAMV’s kursus– og efteruddannelsestilbud.

Set fra hans stol er der rigtig meget godt at sige om efteruddannelse, og de vigtige pointer står i kø. Først og fremmest peger han på, at efteruddannelse skal skabe værdi for hele organisationen, og at der skal være en gensidig interesse for nye kompetencer hos både kursist og virksomhed.
– Efteruddannelse skal ikke være et soloprojekt for den enkelte medarbejder eller et diktat fra chefen. Der skal være et samspil. Det kan være lederen, der ser et behov og siger til en medarbejder, ”jeg tror det er dig, der skal der skal løfte os på det her område”, eller medarbejderen der udtrykker ”hold op hvor kunne jeg flytte noget, hvis jeg lærte det her”. På den måde kommer det fælles udbytte i fokus, forklarer René Bitsch.

Efteruddannelse skal skabe værdi

Da René selv havde ansvar for uddannelse af sine medarbejdere, modtog han alle ønsker om efteruddannelse med tre spørgsmål:

  • Hvad kan vi tjene på det?
  • Hvilken ny adfærd har du, når du er færdig?
  • Hvordan lærer du dine kollegaer det, du har lært?

– Det kan jo lyde barskt, men ideen er at forberede folk på, hvad det er, de skal have ud af deres efteruddannelse, hvordan det skaber reel værdi, hvordan læring sættes i spil og hvordan de fremadrettet vil agere. Der skal være et formål og en plan for, så man ikke bare sejler ud uden en kurs, forklarer René.

En anden vigtig pointe for René er, at efteruddannelse kræver inddragelse af kollegaer og chefer. 

– Når en medarbejder er på uddannelse, skal organisationen være klar til at spille med, sådan at den nye læring kan prøves af – fx at den nye leder får lov at øve sig i at være leder, at produktionen er klar til at gå i gang med Six Sigma eller at salgsafdelingen er klar til at kaste sig over digital markedsføring. Det skal alle være indstillet på; medarbejdere, kolleger og andre chefer. Ellers svarer det til, at man sår korn på et betongulv, slår han fast. 

Fastholdelse eller springbræt

René er klar over, at nogle virksomheder har en frygt for, at medarbejdere blot ønsker efteruddannelse for at kunne søge videre.

– Jeg tror, det er en gammel fortælling. Frygter man, at medarbejderen vil søge videre, skyldes det måske en erkendelse af, at man allerede har sovet i timen ift. at kunne tilbyde sine medarbejdere attraktive opgaver i jobbet. Efteruddannelse handler om at investere i sin medarbejderkapital frem for blot at udtømme den, mener René. 

– Efteruddannelse er i virkeligheden et vigtigt redskab til at kunne fastholde sine medarbejdere. Det er en investering. Man undlader jo heller ikke at opdatere ens IT-systemer eller vedligeholde ens bygninger. Ny læring holder virksomheden skarp, og det giver den enkelte medarbejder mulighed for at bringe sin viden i spil, hvilket spiller en stor rolle for trivslen i jobbet. 

Tid er den største hurdle

Når efteruddannelse har mange fordele, hvorfor er der så stadig mange, der tøver? For René er der ingen tvivl: TID den største hurdle for efteruddannelse.

– Vi tror ikke, at vi har tid. Det tror både chefen og medarbejderen, fordi vi er så optaget af driften. Her er man nødt til at sige, at det skal der være tid til. Så er der andre ting, der må nedprioriteres i en kortere periode siger René.

– Her synes jeg faktisk, at akademiuddannelserne har en stor fordel, fordi de kan tages i etaper”, fordi man kun tager ét fag pr. semester men også har mulighed for at tage et halvt års pause. Samtidig er uddannelserne meget praksisnære, så du kan gå hjem og bruge det i virksomheden med det samme på de opgaver, du er i gang med. Du får konkrete værktøjer i hånden fra dag 1, forklarer han. 

Erhvervsakademi MidtVest har desuden stort fokus på, at det skal være let at komme i gang med en efteruddannelse. 

– Vi er i høj grad rettet mod erhvervslivet, og derfor har vi fokus på, at mange kursister ikke er skolevante. Vores undervisere bruger tid på at lære alle at være studerende, og det betyder også, at de hurtigere har et udbytte med hjem. 

Flyv ikke hjem på stive vinger

Renés sidste opfordring er den, vi startede med. Den går til dem, der tror, at de ikke længere er i målgruppen for efteruddannelse.
– Jeg oplever, at en del modne medarbejdere tænker, at nu breder vi lige vingerne ud og svæver ind i pensionisttilværelsen. Men verden står ikke stille. Der sker så meget nyt, så det kan ende med et crash, hvis ikke man hver dag er klar til at møde de krav, som udviklingen stiller os. Man er nødt til at baske med vingerne og fylde i rygsækken gennem hele arbejdslivet, slutter René.

Hvordan vælge efteruddannelse?

Der er meget at vælge imellem, hvis man i dag står og skal vælge en efteruddannelse: Akademi– og diplomuddannelser, universitetet, private udbydere, webinarer, osv. Her har René en klar opfordring til virksomhederne.

–  Det handler om vide i stedet for at tro. Skaf jer viden gennem dialog med både uddannelsesinstitution, medarbejdere og andre i netværket. En søgning på nettet giver ikke svaret. Vores egne vejledere er et godt sted at starte. De er meget professionelle både til at guide i vores egne tilbud og til at henvise til andre uddannelser, hvis det er det rigtige.

Share:
Del på linkedin
Del på facebook
Del på twitter

Relaterede artikler

Nansensgade 19, 6. sal
1366 København K

Hovedsponsorer:

Samarbejdspartnere:

Operation Genvækst har modtaget støttet fra Industriens Fond og er en del af initiativet Genstart Nu

Dette site understøtter ikke Internet Explorer

Website by us design

Genvækst - viden til forskel

Enter your username
and password

Tak for din tilmelding til nyhedsbrevet!

Med venlig hilsen

Genvækst - viden til forskel